Læg hovedet ned mod den ene skulder og lad så hovedet falde tungt forover. Slap godt af i nakken og rul lidt fra side til side med hovedet. Løft hovedet op igen og skift til modsat side. Gentag øvelsen 5 – 10 gange.
Hvor gør det godt?
Musklerne i nakke og skuldre strækkes ud og slapper af.
Hvorfor gør det godt?
Musklerne i nakke og skuldre er næsten konstant spændte, og det er også her, de fleste får infiltrationer (myoser), så de skal løsnes.
Har man fået oparbejdet nogle solide infiltrationer i sine nakke- og skuldermuskler, er der flere ting, man selv kan gøre:
- Varme øger blodgennemstrømningen.
- Udspænding, når musklen er varm.
- Massage – enten det, man selv kan gøre eller med hjælp fra en anden person. Brug evt. et massage-apparat.
- Forebyg, at skaden kommer igen ved at indrette arbejdspladsen og lave daglige strækøvelser.