Klumme 9: Kunsten at sidde på en stol

Bente Dahl
Bente Dahl

Kunsten at sidde!

Er det en kunst at sidde?

Det kan vi vel alle – vi kan nærmest ikke lade være! Men – ser vi på samfundets udvikling, så er vi efterhånden nået til, at vi sidder så meget, at kroppen tager skade.

En sjov tanke er, at stolen, som vi i dag ikke kunne leve uden, ikke har været hvermands eje i så farligt mange år. Forestil jer en moderne kontorstol i det indre Afrika eller i Østen! Vi har efterhånden udviklet stolen til et luksuriøst siddeinstrument, hvor kroppen placeres i en magelig, passiv position. Mon vi får mange kræfter af det – eller en flot krop?

Tænk på, hvor mange timer din krop er tvunget ned i en siddende stilling hver dag!

Din krop er skabt til aktivitet – til bevægelse – til energi! Se det lille barns glæde ved at bruge kroppen, hvor vi voksne kun bruger hovedet.

Gør noget ved det! Tag en beslutning – gør din daglige siddestilling aktiv!

Begynd med at lære din stol at kende.

Brug lige 10 minutter på at vende bunden i vejret på den, så du ved, hvilke håndtag, der sidder under sædet. Sæt dig på stolen – og leg!

  • Prøv alle håndtag!
  • Sæt først stolen helt ned i bund – så sidder man ligesom i en flydesofa.
  • Sæt så stolen op i højeste position, og læg mærke til, hvad der sker i ryggen.
  • Sæt dig på kanten af et bord – mærk, hvad der sker i ryggen.
  • Rejs dig op – mærk, hvad der nu sker i ryggen.
  • Sæt dig igen i højeste position – kør langsomt nedad, til stolen ikke mere trykker på lårene.

Mærk, hvordan ryggen er krummet sammen, og rettet fint op, når stolen justeres opad. Sædet skal enten skråne fremad eller være i løst vip til den gode, høje siddestilling. Det giver bedre kropsbalance, hvis man sætter det ene eller begge ben bagud. Husk at slippe rygstøtten i fremadlænet stilling – så får musklerne lov til at arbejde af og til

Sid varieret

At sidde omvendt på en stol giver en fantastisk god rygstilling – den er måske ikke helt god, hvis man er i snæver nederdel!

Mange nye stole er beregnet til at blive brugt på mere end én måde. Blandt andet kan man få lov til at gynge og vippe ligesom små børn elsker, men ikke må.

Stolen skal følge kroppens bevægelser – det er kroppen og ikke stolen, der skal bestemme.

Ah – dejligt!

Man kan sagtens være aktiv i en afslappet stilling – man kan læse, tale i telefon eller bare tænke. Måske skal bossen have en bjælde om halsen, så man kan nå at få benene ned inden han ser det!

Læg mærke til, at ryggen hele tiden er i en god position uden at det er anstrengende. I denne position skal benene helst være placeret højt.

Det er allerbedst, hvis man kan stå op som variation – det vil jeg beskrive senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *