Klumme 3: Belysning

Bente Dahl
Bente Dahl

Mennesker og lys

Menneskets øjne er skabt til det naturlige dagslys. Vi – danskere – bor i en del af verden, hvor det naturlige lys svinger meget med årstiderne. Naturligt lys er livsnødvendigt for vores helbred og trivsel – tænk på, hvor glade vi er på en solstrålende sommerdag, og hvor triste og kedelige, vi er på en sort regnvejrsdag i januar.

God belysning
God belysning

Vi kan imidlertid ikke leve og arbejde i vores land uden at benytte os af kunstigt lys. Kunstigt lys kan aldrig være lige så sundt for menneskeøjet som naturligt lys, så det er vigtigt at vi bygger huse, hvor vi, selv med vores moderne livsform, gør det muligt at udnytte dagslyset mest muligt.

Tidlig planlægning

Det betyder i virkeligheden, at vi bør tænke på synsergonomi allerede, når en kontorbygning planlægges. Det er meget moderne med glashuse – vi tilbeder lyset – men da vi ikke er tomatplanter, så går det som regel grueligt galt. I helt nye huse ser man medarbejder, som generes så meget af dagslyset, at de sætter papir og pap i vinduerne for at overleve!

Selv om vi lever i et koldt klima, bygger vi huse, som er så velisolerede og hvor der er fyldt så mange maskiner ind på forholdsvis lille plads, at vi er ved at omkomme af varme! I hvert fald nedsættes arbejdstempoet betydeligt af denne årsag.Det kan undre mig, at vi ikke for længst har fundet ud af at indrette arbejdslokaler med en stabil temperatur på ca. 20 grader. De fleste arkitekter løser varmeproblemerne med mørke, tonede ruder, som gør, at det altid er gråvejr indendørs! Det skal nok fremme trivsel og energi?

Solafskærmning

Selvfølgelig skal vi benytte os af solafskærmning, når solen virkelig gene-rer os. Hvis man skal lave en behagelig solafskærmning er det bedst, at den er placeret udenfor huset. Markiser er rare for øjnene. Det står i arbejdsmiljøloven, at solafskærmning skal være indstillelig – det vil sige, at man ikke skærmer af for dagslyset hele tiden, som man gør med tonede ruder.

Er tonede ruder så ikke et brud på loven? Hver morgen – værs’go’- ét styk lykkepille til hver, så er den hjemme!

Sollys er mest generende i sydvendte lokaler, men hvis man placerer sin arbejdsplads/skærm, så man har modlys ved skærmen, så gør de store kontraster, at man stresser hjerne og spænder i musklerne omkring øjnene, hvilket ofte er årsag til hovedpine.

God synsergonomi

Tænk på indianeren, der skuer ud over sletten med hånden over øjnene! Hvorfor gør han det? Fordi øjnene fungerer optimalt, når de er i skygge, og det, man ser på, er belyst. Sagt på en anden måde – der skal være mest lys på arbejdsemnet – aftagende, når man kommer væk derfra.

Overfør det til det meget synskrævende skærmarbejde og tænk på, hvordan vi belyser vore skærmarbejdspladser! Næsten overalt vælger man at belyse med loftarmaturer, hvor der er mest lys oppe under loftet – aftagende ned mod bordet – hvorved øjnene er mere belyst end arbejdsemnet.

Godt arbejdslys

Brug dagslyset mest muligt – gør ligesom derhjemme, hvor vi ikke tænder kunstlys før det er nødvendigt. Supplér med gode arbejdslamper på bordet og svagere orienteringslys i rummet. Tænd først loftlyset, når det er strengt nødvendigt. Midt om vinteren kan vi føle et stort behov for kraftigt lys uanset kvaliteten af lyset – eller hyg med stearinlys, så føler man sig også bedre tilpas.

Brug den sunde fornuft med hensyn til lys og føl med øjnene, så øjnene ikke bliver belastet med forkert lys, der tager masser af energi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *