Klumme 4: Arbejdsteknik og arbejdsstillinger

Bente Dahl
Bente Dahl

Hvad er vi skabt til?

Har menneskekroppe ændret sig i takt med vores ændrede livsførelse? Ja – hvis vi ser udviklingen fra abestadiet gennem millioner af år frem til nutiden, er der selvfølgelig tydelige forskelle. Men hvis vi ser på de seneste tusinder af år, er kroppen i store træk den samme, men vores levevis har ændret sig drastisk og det går hurtigere og hurtigere.

Vi har været “det oprejste menneske” – homo-sapiens – men er vel i dag nærmere “det siddende menneske” – homo-sedens. Hvad betyder det for menneskekroppen?

Vi ligner det, vi laver!

Der går nu nok nogle generationer, inden det ses helt tydeligt på kroppen, at vi sidder så meget, men der er nu noget om snakken.

Man har lavet en undersøgelse på Fyn af 5 – 600 børn i 12 – 13 års alderen, hvor man har målt længden på musklerne, som bøjer hofterne og knæene. Man fandt et foruroligende stort tal med forkortede muskler – det betyder, at musklerne over hofte- og knæled, der altid er bøjede, bliver for korte, hvis leddene alt for ofte er bøjede.

Det tolkedes som et tegn på, at børn sidder for meget – de sidder ved computere, i skolen eller ved videoen og bliver kropsdovne. Det betyder, at den stående holdning ændres – krumningerne i rygsøjlen bliver større og dermed øges også belastningen på rygsøjlen. Det kan meget vel betyde, at der senere i livet opstår skader i rygsøjlen.

Begynd tidligt

Man kan ikke begynde for tidligt med at lære noget om at passe på sin krop! Min drøm er, at gravide mødre får et kursus i kroppens opbygning og funktion inden fødslen, således at de kan påvirke barnet i en god og naturlig retning lige fra starten!

Vi voksne kunne fint tage ved lære af vore børns bevæge- og løfteteknik, mens de endnu er uspolerede! Tænk på dyr, der instinktivt gør de ting, der er naturlige for dem. Det gør børn også, men vi skal nok få det pillet ud af dem! Sid ordentligt! – Lad være med at vippe på stolen!

Ja – vi ved, hvordan man skal gøre! Med hvilket resultat? At kroppen bliver totalt glemt i vores ræs efter viden til hjernen.

God arbejdsteknik

Det er nu aldrig for sent at forbedre sig og lægge nogle dårlige vaner om til gode! Det er nødvendigt at vide noget om, hvordan vi forholder os til et moderne IT-samfund, hvor store, stærke mænd sidder sammenkrummede og fastlåste ved et skrivebord i stedet for at jagte rundt i skoven efter føde til familien.

Og hvor kvinderne skal ligne mænd og glemme deres medfødte følsomhed overfor det, der er smukt og fremmende for sundhed og trivsel – ingen farver og oplevelser på kontorerne – nej – vi skal være ens hele vejen igennem! Tremmekalve!

Gør oprør!

Forlang, at de menneskelige hensyn sættes frem for de tekniske! Puha – mon det går at sige sådan? Måske kan det hele godt kombineres, men så må vi svagere faggrupper være med i planlægningen – påvirke sundhed og trivsel til at kæmpe for sundhedsfremme i stedet for gratis behandlinger på arbejdspladsen!

Det betaler sig nok i sidste ende at satse på blødere værdier – det har i hvert fald vist sig at gode borde og stole er ikke nok – de skal også bruges fornuftigt.

Vi skal bruge os selv, så vi ikke slides op for tidligt – af menneskelige årsager – og af økonomiske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *